Farvel til kvinnen i mit liv
(August 2020)
Mitt hell i livet var at jeg møtte Lise.
Vi fikk 20 gode år sammen, og holdt sammen i tykt og tynt. Lise fikk meg til å tro på meg selv igjen, etter mange års grubling over bådet det ene og det annet. Vi elsket hverandre og kom til kjenne hverandre ut og inn. Det var godt å ha henne ved min side. Det beste som har hendt meg.
Vi elsket hverandre.
Men 11. august var det ubønnhørlig slutt. Litt etter kl. 15 åndet hun ut for siste gang, helt udramatisk og fredelig. Jeg stod ved hennes seng sammen med noen av de nærmeste. Det ble fullstendig stille, som om alt stoppet opp i noen lange øyeblikk.
Det var kreft som forkortet hennes liv med så mange år. Hun fikk kun 61 år å leve i.
Lise ønsket en enkel markering, ikke en tradisjonell bisettelse med prest og liturgi. Hun ønsket at vi som kjente henne skulle møtes for å feire henne.
Bisettelsen fant sted 19. august i Kong Haakons Kirke på Amager. Sjømannskirken var åpne for våre ønsker. Jeg fikk også leie festsalen i Norges Hus ved siden av, også dette var noe Lise ønsket; her holdt hun sin 60-årsdag halvannet år før dette.
Vi hadde avtalt at hennes grav skulle være på Kastrup Kirkegård. Lise vokste opp i Kastrup, og det lå en slags symbolikk i denne bevegelsen fra vest til øst. Hun levde mange år i vest og skulle legges i sin grav i øst, med en markering midt imellom, i Sjømannskirken og Norges Hus, som representerer det norske, som hun jo fikk et forhold til.
Når man gir avkall på prest ag andre taleføre personer, påtar man seg også en oppgave som kan synes umulig. Men jeg hadde lovet Lise at jeg skulle holde talen ved hennes båre. Og i disse dagene var det som om jeg hadde en rustning på meg, og jeg var i stand til alt.
På grunn av corona-viruset var det mange som gjerne ville ha vært til stede, men ikke kunne. Vi fylte likevel kirken til siste plass med det antallet restriksjonene satte, og ingen ble avvist i døra. For dem som ikke var der, gjengir jeg her talen jeg holdt. Den er skrevet på et slags dansk:
Lise er død.
Hendes legeme ligger her, men selv forlod hun os for godt en uge siden.
Lise er død af kræft. I 17 måneder vidste hun, at hun skulle dø i nær fremtid. Sygdommen dominerede hendes og vår tilværelse. Det gik hurtigt, og hun døede alt for ung.
Men lad os ikke dvele ved sygdommen. Lise var ikke et menneske som var sygt, hun var levende, mere levende end mange. Hun var enormt stærk, noget hun viste os ikke mindst i denne tid med eksistentielle udfordringer. Vi skal huske hende og hendes tilstedeværelse, og hvad hun betød for hver og en af os.
Vi skal ikke tage stilling til livets store spørgsmål her i dag, vi skal tage afsked med Lise. Det er Lise, vi skal tale om.
Vi kender alle Lise på hver sin måde, som kæreste og hustru, som mor og svigermor, søster, moster og faster, som veninde, kollega og eks-kollega. Vi har alle hver vore minder om hende. Lise ønskede, at vi efter bisættelsen samles her ved siden af, i Norges Hus, og drikker en skål og fortæller anekdoter til hinanden. Som hun sa: Vi skal ikke sørge så meget over at hun er død, som vi skal fejre at hun var her. I er alle sammen velkommen bagefter.
Jeg har kendt Lise i omkring 28 år. De første 8 år handlede det hele om, at lave elektroniske ordbøger. Hun gjorde den afgørende indsats for samtlige elektroniske ordbøger på det norske marked gennem det meste af 90-erne. Vi havde et godt og målrettet samarbejde. Jeg synes, ‘målrettet’ er et af de ord, som karakteriserer Lise.
Men fra år 2000 blev vi også personligt involverede i hinanden. Lise pustede liv i min tilværelse som ingen anden. Hun vækkede mig så at sige fra de halv-døde. Vi blev kærester, og så skete tingene hurtigt. Inden året var omme, boede vi sammen i hendes lejlighed i København.
Ja, det hele skete hurtigt. Lise var jo ikke den som funderede længe over tingene før hun skred til handling. Og hendes energiske måde at være på, og leve på, fik mig til - for en gangs skyld - at kaste mig ud på dybt vand. For en gangs skyld tok jeg et stort og vigtigt skridt uden at gruble over det i lang tid, takket være inspirationen fra Lises livfuldhed. Det har jeg aldrig fortrudt.
Vi fik næsten 20 år sammen, og det var de 20 bedste år i mit liv. Vi havde et familieliv sammen, vi flyttede i hus og skabte nogle gode rammer for våre dage, vi fik et sommerhus hvor vi kunne sænke skuldrene med mere natur omkring os, vi havde utallige rejser og udflugter. Vi nød tilværelsen sammen.
Men Lise var ikke en nydelsessyg person. Hun havde en stærk pligtfornemmelse, og gjorde ikke bare ting til det bedste for sig selv i de givne situationer, hun gjorde altid tingene til alles bedste. Lise tog ansvar, og handlede ud fra den situation, hun befandt sig. Da vi mødtes privat, var hun mor til to livlige drenge på 10 og 8 år. Det var et ufravigelig præmis for vort forhold, at jeg skulle kunne med drengene. Dem havde hun påtaget sig et ansvar for, de var de vigtigste personer i hendes liv.
Det gik godt. Det gik så godt, at da Lise og jeg giftede os i 2004, var det efter forslag fra drengene! Mange tak fordi I tog så godt imod mig, og har beriget Lises og mit samliv.
For Lise var det et før og et efter, at hun fik børn. Jeg har kendt hende i store dele af hendes liv med børnene. Men hun har fortalt om sit aktive liv i ungdommen, og jeg kan ikke andet end at misunde hende lidt. Hun har lært mig en hel del, om en mindre grublende og problematiserende måde at leve på. Det nytter ikke noget at bekymre sig over ting, man ikke har indflydelse på, kunne hun sige. At tage tingene som de kommer, og leve fuldt ud i øjeblikket, det var hendes stil.
Og selv den barske besked om sygdommen og de følgende 17 måneder til hun døede, tog hun med en imponerende styrke. Hun var fuldstændig realistisk, hun vidste at hun skulle dø inden for en overskuelig tid, men erklærede lige fra begyndelsen, at vi skulle holde fanen højt og livsmodet oppe. Jeg vil ikke sidde i en stol og tude, sagde hun. For mig, som fulgte hende gennem alle dagene, var det intet mindre end imponerende at se, hvordan hun taklede udfordringerne. Det aftvinger den dybeste respekt.
Vi holdt for det meste gejsten oppe, men der var også øjeblikke, hvor man måske hang lidt med mulen. Da sagde hun til mig: Tag det roligt, det bliver meget værre. Det bliver værre, men bagefter får du det rigtig godt.
Og dette siger også en del om hende. Hun bekymrede sig ikke så meget for sig selv, men at vi som bliver tilbage, skulle klare den. Hun ville sikre sig, at jeg fik det godt bagefter, og at jeg kan se fremover i min nye tilværelse uden hende, og hun bekymrede sig for, at det skulle gøre ondt på drengene og hendes søskende at hun forlod dem. Hun syntes ikke, at hun kunne være bekendt, at gøre jer ked af det.
Selvsagt faldt der en tåre i ny og ne, men det var bestemt ikke noget, som prægede disse 17 måneder. Og hun var på intet tidspunkt bange, hun var ikke bange for at dø. Der var ingen frygt, men naturligvis en sorg over, at det ikke blev til mere end 61 år. Hun blev heller aldrig bitter, men ærgrelse og sorg var der. Men aller mest viljen til at leve hver eneste dag, også på trods. Aldrig give op, aldrig give efter.
Det er den levende Lise, vi skal huske. Den flittige Lise, altid fuld af ideer og evnen til at sætte mange skibe i søen. I vil alle huske hende for noget specielt i jeres forhold, jeg vil huske hende som den, som vækkede mig og fik mig til at gribe dagen og kaste mig ud i noget nyt. Noget nyt og godt; samlivet med hende er det bedste, jeg har oplevet i livet.
Vi holdt fast i hinanden, lige fra eventyret begyndte for 20 år siden, og lige til de sidste ugers mareridt.
Man kunne sige mere, man burde måske sige meget mere om Lise og det aftryk, hun har sat på mit og på vore liv. Men det har vi alle tid til, vi vil aldrig stoppe med at mindes hende og tale om hende. Nu har jeg sagt lidt, set fra mit perspektiv, fra de seneste 20 år af hendes liv. Hun har fortalt mig om opvækst, ungdomstid og studier, arbejde og voksenliv i det hele, og ikke mindst om drengenes første tid. Men jeg håber, at I kan hjælpe til med at fylde billedet ud med flere detaljer.
Lise har forladt os. Hun er ikke mere.
Min kæreste og bedste ven: Tak for følget! Vi vil aldrig glemme dig!
Så er det ikke mer. Ikke mer jeg kan gjøre. Det føles tomt. Det føles urettferdig. Urettferdig for Lise. Ulykkelig for meg. Og oss. Jeg savner henne. Hva nå? Det vil aldri bli som før.