Lise: Sommerferie 2006

(Juli 2006)

Lise hadde i noen år en hjemmeside, men senere brukte hun mest Facebook til å meddele seg til omverdenen. Jeg gjengir her det femte av fem reisebrev som hun hadde på hjemmesiden. Nederst fins lenker til de andre innleggene.

Sommeferie 2006

I år havde vi alle fire lyst til at være herhjemme i sommerferien:

— Denne sommer skal drengene tre uger til Vietnam med deres far i slutningen af sommerferien, og derfor var det for slidsomt for dem med den helt store tur med Håkon og mig.
— Håkon har en del arbejde i firmaet, da det er højsæson for forberedelse af bogudgivelser netop om sommeren, så han lod sig hurtigt overtale til at begrænse rejseaktiviteten.
— Jeg har mit drivhus og min køkkenhave, som har en masse krudt lige nu, og jeg kunne næsten ikke bære at skulle rejse fra de krumme agurker, tomaterne, druerne, porrerne og gulerødderne for ikke at tale om blomsterne og havegyngen, så jeg kunne ikke ønske mig noget bedre end en ferie i haven.

I øvrigt har vi haft en masse fester i 2006: Andreas' nonfirmation 22. april, mormors 80 års 20 maj og Håkons 50 års 28. maj, så vi havde brug for lidt ro og fred. Derfor var vi enige om at begrænse rejseaktiviteterne og har for første gang tilbragt en stor del af ferien hjemme. Det har været så dejligt, og vejret har virkelig været med os.

Første uge havde Håkon en del arbejde. Drengene og jeg kunne dase. Jeg fik klippet og beskåret en masse, og nye planter og træer åbenbarede sig og fik mere plads i vores vilde have. Tobias havde gang i et omfattende terrasseprojekt, og gravede og kørte jord væk i store mængder - bl.a. sammen med fætter Lars. Planen var bygning af en privat terrasse foran Tobias' værelse med direkte udgang gennem vinduet. I slutningen af ugen fik Tobias og Håkon indkøbt og leveret materialer til terrassen, men gæster fra efterskolen, tivolibesøg og andet udsatte projektet lidt. Andreas brugte ugen til at sumpe rundt i programmering, computerspil og hygge med venner.

Billedtekst: hjemlig hygge i Norge

Billedtekst: på fjeltur

I slutningen af ugen tog vi båden til Oslo. Vejret var fantastisk, og vi kunne sidde på dækket og nyde solen. Vi spiste i en af restauranterne, spille yatzy i baren og havde en dejlig overfart. Vi havde fået kahyt med vindue til vandet, så der var fin udsigt - især fra overkøjerne. Indsejlingen til Oslo var vildt flot oppe fra dækket i det supergode vejr. Første stop i Oslo var Håkons far, som bor på et demenshjem, hvor han trives rigtig fint. Han er en munter mand, som nød vores besøg. Vi havde lejet en lille tømmerhytte, Fossebrus, på Strind Gard i nærheden af Lom i Bøverdalen i Jotunheimen (se www.strind-gard.no). Det var en fin lille hytte med græs på taget lige ved et mindre vandfald. Planen var fjeldvandring og den store tur over gletscheren på Galdhøpiggen.

Billedtekst: Tobias i vandet

Billedtekst: Andreas kæmper sig op!

Billedtekst: Ved Kvitskriuprestene

Første fjeltur havde vi fået anvist af vores vært. Vi satsede på en mindre tur som opvarmning til Galdhøpiggen. Det blev en meget længere og tungere tur end forventet, både fordi vi havde valgt den forkerte rute og fordi vi havde svært ved at finde vejen ned igen. Vi gik gennem stift og solafsvedet krat, som rev vores ben og vådt dynd, som gjorde vores sokker våde, men vi var også oppe på rent og skært fjeld. Solen skinnede og det var en herlig tur, og da vi endelig efter mange strabadser nåede ned til bilen, var den omgivet af køer. Vi fik desværre drevet køerne den forkerte vej, og det var umuligt at komme forbi dem på den smalle bjergvej. Håkon og Tobias var kodrivere, og de forsøgte at lokke de arme køer ud i de stive krat, mens jeg med Andreas ved siden forsøgte at få bilen med, når der blev plads til at køre. Der var mange steder for langt ned til krattet fra vejen, og køerne var derfor uvillige til at flytte sig, så det tog sin tid at passere, og de stakkels køer blev spredt for alle vinde. Vi var dødtrætte da vi kom hjem, og Andreas lavede mad.

Billedtekst: Håkon redder Andreas

Billedtekst: Tobias svævende

Næste dag skulle vi på gletschervandring. Turen skulle tages med guide og reb om livet, men vi kom aldrig derop, for vi havde hverken solbriller, fjeldstøvler eller regnbukser med, og guiden kunne ikke anbefale, at vi deltog uden udstyr. Problemet var, at den usædvanlige varme i fjeldet havde gjort gletscheren både våd og blød, så man ville synke ca. en meter ned i sneen hele vejen over, og det rette udstyr ville derfor være nødvendigt. Slukørede måtte vi derfor tage ned og gå en mindre udfordrende tur i stedet. Vi blev enige om at anskaffe os nogle fjeldstøvler, som vi kan gå til, før vi vender tilbage til Galdhøpiggen bedre forberedt en anden gang. Næste år tager vi enten Galdhøpiggen eller sejler med Hurtigruten helt op til Nordnorge.

Billedtekst: Endnu en fjeltur

Billedtekst: Pause ved vandet

Efter tre nætter i Bøverdalen tog vi hjemover. Undervejs havde vi ophold forskellige steder. Bl.a. ved nogle spændende stenformationer, Kvitskriuprestene. Vi kørte sydover via Solsidevegen på nordsiden af Vågåvatnet og spiste frokost og badede i det kolde vand. Vi besøgte Håkons far i Oslo og kørte resten af vejen hjem til København. Sidste ophold var kl. 4 om morgenen med en varm badetur ved Bellevue strand. Herefter resterede endnu en daseuge i haven. Agurker, squash og alt det andet havde overlevet nabovandingen. Vi havde hyppigt besøg af mormor, der er flyttet til Danmark i maj i år efter 33 år i Wien. Håkon og Tobias knoklede med at bygge terrassen, og sidst på ugen havde Håkon nogle lange arbejdsdage, og drengene ladede op til den store Vietnam-tur, der startede lørdag morgen meget tidligt.

Jeg har fået læst et nogle romaner, spillet en masse yatzy og kort, klippet og luet i haven og ligget i min dejlige havegynge og stegt og løst kryds-og-tværs. Det har været en herlig sommer, og jeg havde gerne taget et par uger til.

De bedste sommerhilsner fra Lise


Klikk på lenkene nedenfor for å se andre reisebrev fra Lise:

2002: Europa — sommer
2004: Turen i Europa, sommer
2004: Paris, efterårsferien
2005: Feriebrev 2004 — 2005
2006: Sommerferie



© 2000 - 2021 Håkon Bergset


I N N H O L D S F O R T E G N E L S E
FORSIDEN